Korpslejr 2024

Praktisk information for pionerer på korpslejren 2024


Kære pionerer,
Nu nærmer korpslejren sig for alvor, og der er ikke mange måneder til vi skal mødes i omgivelserne omkring Næsbycentret og sammen bygge pionerlejren Ermelunden. Derfor er det også ved at være tid til at pakke og komme i gang med sin foropgave, hvis man ikke allerede er det. I det følgende finder I praktisk information om pionerlejren, og vi vil opfordre jer til at læse det grundigt. Hvis I skulle have nogen spørgsmål som I ikke kan finde svar på her, er I velkomne til at sende en besked til en af os i teamet.
Med Gule Spejderhilsner,
Claudia, Emily og Jonathan
Tid og sted
Korpslejren kommer til at foregå på Næsbycentret på adressen Skelbyvej 126, 4171 Glumsø. Vi skal ligge på pladsen der er markeret med en rød cirkel på kortet.
Korpslejren starter lørdag d. 20 juli og slutter lørdag d. 27 juli. Det koster 1000 kr. at deltage på lejren, og tilmelding foregår gennem egen gruppe.
Derudover vil der som altid være for- og efterlejr hvor alle over 18 år er velkomne. Her er man med til at sætte op og gøre klar, samt pakke ned og rydde op efter lejren. Både for- og efterlejren varer 2 dage, altså er der forlejr d. 18-19 juli og efterlejr d. 28-29 juli. Ud over hyggen og det sociale i at hjælpe til disse dage, sparer man også 250 kr. pr. dag man hjælper til. Det vil sige, at man kan komme gratis på korpslejr hvis man deltager på hele for- og efterlejren! Vi vil give en klar opfordring til at man deltager på for- og efterlejren så vidt man kan.

 

Foropgaven
Hver klan skal fremstille en lejrlanterne til brug i lejren. Lanternen skal leve op til følgende krav:
* Den skal bruge petroleum som brændsel
* Den skal være mellem 30 og 40 centimeter høj
* Den skal både kunne stå og hænge
* Alle materialer på nær plast er tilladt
Hvis man i klanen er fyldt med gode idéer og bare ikke kan vælge hvilken én der er bedst, er man meget velkommen til at medbringe mere end én lejrlanterne, da dette vil bidrage meget til stemningen i lejren. I kan også læse om foropgaven på korpslejrens hjemmeside.
Klanens pakkeliste
Til korpslejren er det vigtigt at hver klan medbringer følgende praktiske ting:
* En komplet værktøjskasse med værktøj til lejrsport og diverse håndværksopgaver
* En komplet køkkenkasse til madlavning i lejren
* En presenning på 3x4 meter. Dette kunne fx være en korpspresenning.
* 1-2 ruller sisal
* Dyvler, dyveljern og bor i samme størrelse (gerne 16-18mm)
Vi skal bruge rigtig mange dyvler til lejrsporten, så jo flere dyvler man har med hjemmefra, jo bedre. Vi ser gerne, at man har hvad der svarer til mindst 5 meter dyvler med. Derudover er det vigtigt at man har dyveljern med, og at man har bor der passer i diameteren til dyvlerne!
For at holde traditionerne ved lige, og for at skabe stemning i lejren skal hver klan desuden medbringe:
* Deres klanøkse
* Sjakstandere
* Klanstander og flag, hvis dette haves
Personlig udrustning
Man skal medbringe standard personlig udrustning til en uge, det vil sige tøj efter vejret, gode vandresko/støvler, o-løbstøj og hvad man ellers har brug for.
Hvis man har noget gammelt spejdergrej liggende derhjemme, vil vi også opfordre til at man medbringer dette, for at understøtte temaet og skabe en uforglemmelig stemning i lejren.
Delvis deltagelse
Vi er klar over, at mange af korpsets pionerer også er aktive grenledere i andre grene, og at man derfor kan være nødt til at være andre steder i løbet af ugen. Hvis man har lyst til at være med i pionerlejren, men kun kan deltage nogen dage, er det muligt. Vi ønsker blot at I giver besked om dette til Emily på: Emily.brabrand@gmail.com eller over Messenger i god tid, så vi kan planlægge omkring det.

DEL PÅ:

Pionerlejren